gudruns salon

gudruns salon

Jette Hye Jin Mortensen

arrangementerPosted by Gudrun Hasle Thu, January 21, 2010 17:22:21
"De mest magtfulde ideologier, som aldrig var så interessante at få skovlen under (og som lå hen i det ubevidste)"

En aften med fællesmeditation, information, præsentation og yogi the.

(Medbring et objekt der minder dig om din egen familie)

Introduktion:

I filmen ”The Matrix” holdes jordens befolkning som tanke-slaver af agenterne. Disse kan manipulere og styre den virkelighed, som jordens befolkning opfatter og føler sig som en del af. Men Neo og en separatist gruppe har sat sig for at redde mennesket fra illusionen og tanke-slaveriet. Jeg oplever, at den adopterede står over for samme illusoriske dilemma. Jeg har selv oplevet denne ”befrielse” fra illusionen, jeg har oplevet den fra sidelinien, jeg har oplevet den som Neo, befrieren. Idealisten. Men den adopterede kan ikke nedkæmpe sit sind for at eksistere i kun sin krop. Eller omvendt. Man er i transit, konstant. Det internaliserede slag imellem identiteter udkæmpes på et både eksistentielt og ideologisk plan, men selv på dette stadie kan undertrykkelsen og usynliggørelsen finde sted. Et slag der i den store offentlighed ikke sprogliggøres, nedskrives fortælles, men glemmes. Ikke har konsekvenser for illusionen om adoption. Jeg oplever adoptions samfundet som små, spredte separatistgrupper med enkelte Neo´er i spidsen. Neurotiske og paranoide, stående over for den utrættelige modstand fra selv de nærmeste, familien. Kampen for at blive anerkendt som et helt menneske ud fra egne definitioner, for at eksistere, skismefrit. Og de fleste giver op; og træder ind i den velkendte søvn i The Matrix.
Prisen man risikerer at betale som adopteret, ved at gå hele vejen og insistere på sin dobbelte identitet (og på sine fremmede rødder og sit fremmede udseende) er at man fremmedgøres af sin familie og af det samfund man anså sig som en del af.

En to-do liste for en adopteret kvinde på 29 år:

At finde strategier og billeder for at italesætte og forstå en meget abstrakt, omend overordentlig virkelig oplevelse af identitet eller identitets splittelse.
(Måske er det ikke den identitet man står med som er splittet, men et givet samfunds evne til at rumme et selvbillede, der overlapper andre nationale, historiske og kulturelle rammer?)

At finde mening i at være udenfor familiestrukturen.

At finde en logik på egne præmisser.

At finde mening i at blive fravalgt af sin familie og sit samfund, at finde mening i diskrimination og undertrykkelse af egne oplevelser og ideer om hvem man er og hvordan man forstår sig selv. Og finde mening i, at man kun er accepteret under helt bestemte, men ubevidste, præmisser i det samfund og den familie man er blevet ”valgt af”, det være sig at undertrykke sin trang efter at kende til sit biologiske ophav, at tilpasse sig ultra-reducerende idealer om det asiatiske i feks. sit udseende og sin væremåde og sine karrierevalg, at acceptere og forstå racisme mod ens person frem for at arbejde for en mere nuanceret omgangsform i samfundet, hvor man kunne beskytte sig mod denne form for vold, at blive anset som ”heldig” fordi man er blevet adopteret af vestlige forældre, uden at disse personer som udtaler sig om dette kender noget til Koreas postkoloniale forhold til USA, undertrykkelsen af enlige forældre og de systemer der gør det mere profitabelt at adoptere til udlandet frem for indenlands. Jeg spørger mig selv, om det er til barnets bedste? Om det er til samfundets bedste? Om det er til forældrenes bedste? Om det er underligt, at der socialt set gøres forskel på et danskfødt barn og et udenlandsk født barn, jvf. dette eksempel:
Hvis et dansk barn mister begge sine forældre, følger der automatisk en stor pose behandlingspenge og professionel rådgivning med, og hvad vigtigere er, der findes stort set ikke anononyme adoptioner mere i Danmark, fordi man anser det som vigtigt for barnets mentale sundhed at kende sit biologiske ophav, derfor findes systemet med plejefamilier og samarbejde med den biologiske familie. Alle udenlandske formidlede adoptioner forgår anonymt, også selvom der er kendskab til de biologiske familier i afgiverlandet. Det er en politik. Der er kun for nyligt blevet sat en forsøgsordning i gang med rådgivning for små børn. Men hvis du er voksen, må du klare dig selv, uagtet at posttraumatisk stress og en alarmerende højere selvmordskvotient og kontakt til psykiatrien er et veldokumenteret for transkulturelt adopterede. Findes der et andet hierarki, når man kommer fra udlandet, skal man føle sig heldig og tilfreds med at få at vide fra man er ganske lille ”at begge ens forældre i Korea er døde, men du er heldig med at være her, ellers ville du have vokset op på børnehjem”?
Men da formidlende organisationer tjener mere på at formidle til udlandet, kunne det tænke sig, at en løsning med at placere et barn hos den nære familie er mindre profitabel i forhold til at placere det hos et ressourcestærkt par fra vesten?
Hvordan kan det være, at de lande der formidler flest børn til vesten, ikke har underskrevet Haag konventionen, der beskytter adoptivbørn og deres interesser, nanvlig post adoption services og forskning?

Outro:
Som en forskeren Kathleen JaSook Bergquist har udtalt sig, så har adoption flytttet sig fra at være en praksis centreret omkring børnene, og blevet en praksis centreret omkring stor efterspørgsel, markedsmekanismer, profit og forældrene, især pga. den faldende fertilitet i vesten. Og jeg spørger igen: er det til børnenes bedste?
(se: "The Lie we Love" i Foreign Policy : )
http://www.foreignpolicy.com/users/login.php?story_id=4508&URL=http://www.foreignpolicy.com/story/cms.php?story_id=4508



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.